Herlufholm

Herlufsholm kostskole den 12.10. 2017

Kl. 10 mødtes vi med pastor emeritus Ejlif Kristensen, der skulle være vores ”vært” de næste to timers tid. Selvom man skulle tro, at han som præst bevægede sig i de højere luftlag, var han helt nede på jorden og fortalte med mange morsomheder, om skolens opstart helt fra begyndelsen.

Herlufsholm der tidligere var et Benediktiner kloster i Næstved, oprettet af stormanden Peder Bodilsen i 1135 (Skovkloster), blev efter reformationen overtaget af Frederik 2.. Kongen ville dog hellere have Frederiksborg slot og mageskiftede derfor med ejerne af dette, Herluf Trolle og Birgitte Gøye, der ændrede navnet til Herlufsholm. Birgitte fik den geniale idé at oprette en kostskole og fik overbevist Herluf om, at det var det rigtige at gøre og skolen var klar i 1565. Skolen skulle være for "adelige og andre ærlige mænds børn" og med børn mentes der kun drengebørn. Det pudsige var dog, at fru Gøye blev den første forstander på skolen i de første to år, indtil hun bad kongen om at udnævne Herluf Trolles bror, Børge Trolle, som overtog embedet i 1567. Først meget senere, i 1985, kunne pigerne endelig indskrives også, men fra 1966 kunne begge køn gå i gymnasiet. Herlufsholm er Danmarks største kostskole med 600 elever, hvoraf ca. halvdelen bor på skolen og resten er dagelever. I nogen tid var der dog hierarki, da eleverne der boede på skolen spiste varm mad til frokost i spisesalene og de øvrige elever spiste lidt spredt og havde medbragt mad med, så der blev set noget ned på dageleverne for de var jo ikke rigtige herlovianere. For at komme dette til livs ændrede Søren Haslund-Christensen, der var forstander 1993-2004, at alle spiser på skolen.  Det er pudsigt, at de næsten har deres eget sprog på skolen, da mange af flerstavelsesordene bliver trukket sammen.

Efter at have hørt en masse om skolen og kirken, gik vi til den flotte festsal, hvor der bl.a. bliver danset Lancier til de store fester. Vi gik ad en klostergang ind i et rigtig hyggeligt lokale med bueloft og ældgamle skabe. Vi gik igennem en lejlighed, dog ikke en hvor alumner bor, og sluttede i zoologilokalet, der nu er museum.

Efterfølgende kørte vi et par km. til restaurant Monello, hvor J.-P. der stod for arrangementet, havde bestilt en meget lækker tallerken antipasta og kaffe, som vi fik serveret i et dejligt lokale med en skøn udsigt over en del af Næstved, da restauranten ligger på 4. sal. der er elevator, men nogle af os foretrak at tage trapperne.

Igen en dejlig dag med oldtimerne og deres ledsagere.

LL.