Julemøde, 11. december 2025
Den 11. december afholdt Grafisk Old-Timer sin 3. julefrokost
og for anden gang på Heerings Gård.
Vi var rigtig mange denne gang, 67 i alt, heraf 50 medlemmer og 17 ledsagere.
Da alle havde været rundt og hilse på hinanden og snakket lidt om hvordan man hver især havde det og der kom lidt ro i salen, bød Ole Hansen, som stod for arrangementet velkommen og fortalte, hvordan han havde tænkt sig at dagen skulle forløbe.
Efterfølgende blev maden serveret af to søde unge damer og der var meget mad, stort set det samme som var på menuen sidste år. Heldigvis stod der i invitationen, hvad frokosten bestod af, så vi kunne prioritere hvad der helst skulle være plads til i maven.
Der blev også sunget julesange. Ole havde lavet et fint hæfte, der indholdt 7 sange. Heldigvis gik det bedre med at synge i år, for vi havde en keyboardspiller. Denne gang sang vi samme takt og hastighed, så det lykkedes fint. Den sidste sang vi skulle synge var ”Nu er det jul igen” og til den løb vi rund i en stor kreds mens vi sang. Det var meget festligt.
Vi satte os, lidt forpustede, for vi skulle afslutte frokosten med oste, risalamande og kaffe.
Inden desserten holdt Lonnie en lille tale om julens stress og om fællesskab, som Ole pudsigt nok havde berørt i sin velkomsttale. Der var et indslag fra et af medlemmerne, som fortalte om et lille grantræ, der voksede sig større, men det var hentydninger til meget andet, der skete omkring det træet. Lidt tvetydigt og en meget morsom tale.
Endelig var vi færdige med at spise og holde taler og gik over til bankospillet. Her var der igen flotte gevinster, både til én og to rækker.
Selvfølgelig også til hele pladen fuld og sidegevinster en masse.
Sabine havde været så sød, at lave brændte mandler, som hun havde puttet i nogle søde æsker. De blev sat på bordene og også brugt som trøstepræmier. Der var ekstra spil på den sidste plade, fordi der var præmier i overskud.
Vi sluttede festen kl. lidt i sytten og havde haft en dejlig dag sammen med de herlige klubmedlemmer og ledsagerne.
Ref: Lonnie Laursen