Kailows kaminpassiar

 Referat af kaminaften den 20.09.16 med dir. Jørgen Kailow

beskrevet af Tom Hilfling.

Mange tak for invitationen. Da Tom Hilfling ringede og spurgte om jeg ville fortælle om mit liv, tænkte jeg, er det nu klogt, man ved jo godt selv, at man er over sidste salgsdato. Så jeg mente, at det måske alligevel var OK, man skal jo have en hvis alder, før man bliver Danefæ.

Jeg har taget min kone med, så jeg passer på at blive nede på jorden. Jeg har være medlem i 7 år, men det er første gang, jeg er her. Jeg kan jo se at alle de mennesker, jeg har mødt i min tid i den grafiske branche er samlet her, så jeg tror, at jeg kommer lidt oftere.

Nu står jeg altså her og skal fortælle om mig selv, min familie og vores virksomhed. Jeg er født i 1950 og i hele min opvækst har jeg boet i områderne Bellahøj, Vanløse og Husum. På et tidspunkt har jeg boet i Tingbjerg og gået på Voldparkens skole. Her mener jeg, at man godt kan pille drengen ud af slummen, men man kan ikke pille slummen ud af drengen. Jeg har 6 søskende og vi har et meget tæt forhold sammen. Jeg blev gift med Conny i 1973 og vi har 4 børn og 8 børnebørn. Min skoletid er ikke noget at fortælle om ej heller efterskolen. Da jeg kom hjem fra efterskole spurgte

min farmor ”hvad vil du være , du har en onkel. der er typograf og han tjener mange penge”, så vil jeg være det - og jeg blev trykker. Jeg kom i lære hos Helge Christensens Bogtrykkeri. Det var ikke den store oplevelse og jeg var sikkert en dårlig lærling, men jeg klarede det alligevel. Da jeg blev trykker valgte flere af mine søskende også den grafiske branche. Da jeg var færdig med min trykkeruddannelse blev jeg soldat. Det var heller ikke den store oplevelse, det blev kun til 9 måneder, da jeg fik bihulebetændelse og sendt hjem for bestandig. Herefter blev jeg trykker, men jeg kunne ikke lide indstillingen hos kollegerne. De tjente mange penge, men var altid utilfredse og misundelige. Til sidst havnede jeg som trykker os Dansk Kuvert Tryk, der var ejet af Semarks Eftf. Det var et handelsselskab med kontorartikler, papir og salg af tryksager. Det var et firma med sjæl og dynamik, det kunne jeg godt lide og fik her et mindre lederjob. Jeg lærte meget bl.a. om flad organisation og salg. Efter et job hos Multi Print kom jeg tilbage til Semarks Eftf. Som topleder. 

Min far pressede på for at vi skulle købe et trykkeri, så i 1976 købte vi Hansa Tryk. Det blev fra min side drevet med venstre hånd. Mine søskende blev efterhånden udlært og blev ansat i virksomheden. I 1981 købte vi Ålekistevej 169 og i 1984 startede jeg selv i virksomheden.

Lidt om mig selv. Jeg elsker classic fadøl og god rødvin. Jeg er medlem af Rotary. Jeg har en konservativ indstilling. Jeg er bund ærlig, jeg ved ikke hvorfor. Jeg er doven, men på en god måde, jeg går aldrig hjem før arbejdet er gjort færdigt. Jeg er kreativ og løser mange kunders problemer, noget jeg faktisk altid har været siden jeg var dreng. Jeg har lært, at vi kun er mennesker og det er en fordel, når vi skal løse vores egne problemer. Som barn troede jeg min far kunne alt, men pludselig kunne jeg se, at han også havde problemer, så tænkte jeg landets statsminister og fandt ud af, at han også havde sine begrænsninger, men han var også socialdemokrat, hvilket jo heller ikke gør det nemmere. Jeg vil gerne have tingene ned på jorden, så bliver det mere overskueligt at forklare ting til andre. Jeg tror det er vigtigt, at man ikke har en mening om alting, men når jeg har en mening, vil jeg gerne have min vilje, ellers kan jeg godt blive lidt varm i panden.

En ting som har givet mig forståelse for andre mennesker var, da jeg for ikke så lang tid siden fik en stor svulst i hjernen. Jeg blev scannet i London om torsdagen og opereret i Danmark om mandagen.

Jeg har ofte overskud til at tænke på andre, det er vigtigt, da det giver mulighed for at gøre det lettere, når der skal hjælpes. Jeg er blevet genoptrænet sammen med andre, der giver den hele armen for at blive som før, det er noget der giver sympati og respekt. Jeg siger tit til mig selv, når jeg er alene, hvor har jeg det bare herligt.

Vi har nogle få retningslinjer i virksomheden og i vores familie. Hvis du ikke har nogen penge – har du ikke brugt for mange – du har bare tjent for lidt. Penge du ikke bruger, er ikke noget værd. Familien egner sig ikke til at være ulykkelige. Vi gider ikke handle med dumme svin. Skønheden ligger i beskuerens øje. Trykkeriet Kailow er vores arbejdsplads, - men familien er det vigtigste. Det var lidt om min familie og mig.

Der er desværre ingen billeder, da fotografen var forhindret i at deltage i arrangementet.