Dyrene puttes

 Zoo by night 21. maj

 Vi var 44 medlemmer og ledsagere der mødtes  ved zoo-logisk have, hvor vi skulle spise kl. 17 og efterfølgende guides rundt i haven i et par timer.

Vi havde en times tid til at spise vores hønsefrikassé, inden vi blev hentet af vores to guider, Helle og Linse. Da vi var kommet ud i haven, hørte vi en enorm brølen. Det var hanløvens parringsbrøl og når han er udendørs kan det høres over en km. væk. Mens vi stod og beundrede det stolte dyr, fortalte Linse om løvernes adfærd. Hanløven er kun vågen fire timer i døgnet og de bliver brugt til at æde og parre sig og det sidste sker mange gange i løbet af de fire timer. Da det er hunløven der jager byttet og hannen spiser først, kan han bruge resten af tiden til at forøge bestanden.

Vi kiggede på de smukke flamingoer og ibiser, der har fået ny indhegning, så de ikke skal have stækket vingerne mere, men kan flyve rundt i ”buret”.

Der var en hel del unger, da der var udklækket særlig mange æg i år.

Herfra gik turen til isbjørnene, men de var desværre gået i seng, så dem så vi ikke noget til, men fik en god fortælling om dem og deres nye hus.

Vi fik dog set nogle søløver der lå på rad og række.

Vi var i det næsten nye elefanthus, som har en rigtig stor udenomsplads.

På vejen over til Søndermarken hvor vi skulle se giraffen, hilste vi på andre dyr, som vi også hørte om.

Vi hilste også på næsehornene, hvor hunnen lå og hyggede sig med sin unge, der blev født 24. januar i år og er den første fødsel i Kbh.s Zoo i 35 år. Moderen havde dog født en unge for nogle år siden i en ZOO i udlandet, før hun kom til Danmark.

Da de to timers omvisning næsten var forbi, kunne vi lige nå, at sige godnat til girafferne, der spankulerede rundt på deres majestætiske måde. Der var et par unger, der var født med 5 dages mellemrum og de var noget af det kæreste, Men det er de fleste dyreunger.

Igen en hyggelig og lærerig aften sammen med en hel del af medlemmerne og deres ledsagere.

LL