Blot slentre gennem regn

Hviids Vinstue

Teglkroen

Slentretur i København den 7. september

Vi mødtes ved springvandet på Gammeltorv, hvor vi havde en aftale med Allan Mylius Thomsen, som skulle vise os rundt i det indre København og øse ud af sin store viden om det vi så.

Selv om det var regnvejr, hvad der ikke er normalt når GOT mødes, var humøret og forventningerne høje. 

Allerede på torvet, som er Kbh.s ældste, startede Allan med at fortælle om, at det var her de kriminelle fik eksekveret deres dødsdom, enten i form af halshugning eller blev brændt på bålet. Dette varede helt til Chr. 4. som besluttede at modernisere det daværende rådhus og rive nogle af bygningerne ned, her stod også i fordums tider "ølkonerne" og solgte øl. Vandet var giftigt dengang og man kunne ligefrem dø af det, så øllet var mere uskadeligt, da vandet havde været kogt og det var nok også noget sjovere.

Vi vandrede videre mens Allan fortalte og der var næsten ikke en bygning vi kom forbi uden han kendte historien bag. Han kunne også fortælle om hvorfor div. barer og gader, havde fået deres navne. Han var god til at flette morsomme anekdoter ind mens han fortalte, så turen blev meget munter.
F. eks. er "Hyskenstræde" nævnt første gang i 1480 som det "thet gamle Hyskenstræde". Navnet er afledt af det plattyske ord "das Hyseken" (små huse). Dette hentyder til, at der var nødtørftshuse i gaden og vi bruger stadig ordet das om lokummer.
Dengang blev "Naboløs" anset for at være en del af Hyskenstræde. Navnet er sikkert opstået ved, at ingen ville bygge eller bo dér, på grund af stanken fra Hyskenstræde, så der var kun et enkelt hus med adgang fra gaden.
Allan vidste også en  hel del om div. værtshuse.
F.eks. I Huusmans vinstue fik kvinder, der kom alene,først adgang i 1981, fordi det var i dette område de mindre respektable kvindfolk fandt deres kunder. Vinstuen var kendt for at have politikere og kongelige som kunder og ingen skulle tro, at de havde forbindelse med letlevende kvinder.
Sådan fortsatte Allan en times tid og så trængte vi til både at komme i tørvejr og få noget at drikke, så vi gik til Hviids vinstue, men inden vi entrede den, fortalte Allan om den og de nærliggende steder, hvor man kunne få skyllet halsen. Alle disse historien om barer og drikkerier, kan godt frembringe en naturlig tørst, så v i fik ca. 20 min. inden turen gik videre over Gråbrødretorv med den ca. 100 år gamle Platan. Her hørte vi om gråbrødre munkenes udskejelser og hvad de havde bedrevet for at få kvinderne til sig. Munkene skulle jo leve i cølibat. Da man benyttede sig af hestevogne dengang, sørgede de simpelthen for, at kvinderne blev klædt ud som kuske, så de havde fri adgang til klosteret. 
Efter flere historier og anekdoter i Teglgårdsstræde, skulle vi lige have sidste med og så gik vi til Teglkroen, hvor vi skulle spise og afslutte dagen i København.
Tom der stod for arrangementet, havde bestilt mørbradgryde med ris og det smagte rigtig dejligt og blev serveret ad libitum.

Alle var enige om, at selv om det regnede, havde vi haft nogle dejlige og lærerige timer sammen, som vi altid har, uanset vejret når Oldtimerne og ledsagerne er sammen.
L.L.

Nb. da fotografen ikke havde kameraet med, men brugte sin IPhone, er billederne desværre ikke af særlig høj kvalitet.