Operahuset

En del af det smukke interiør


I hjertet af Operahuset.

     
 

Den 17. april var Grafisk Old–Timer, klub for grafiske seniorer rundvisning i Hr. Møllers Operahus, med den dejlige udsigt til bl.a. genboen dronning Margrethes residens   

Oprindeligt var der booket til 60 personer, men tilslutningen var så stor, at bestyrelsen hurtigt blev enige om, at bestille en gruppe mere. Selvom vi havde fået lov til at ”smugle” tre ekstra med ind og var oppe på et antal af 93, var der desværre stadig nogle på venteliste. 

Efter at vi var delt op i tre grupper med diverse guider, blev vi ført rundt, alt imens der blev fortalt en masse interessante ting, af entusiastiske unge mennesker. Line hed guiden i ”min” gruppe og det var ikke småting hun kunne fortælle om Operahuset. Vi var dog ikke rundt i hele huset, da det er på 41.000 m² delt op på 1100 rum. Operaen har en ca. 260 års historie, fra starten på Kgs. Nytorv. Der er fem bagscener, hvilket ikke er normalt, men da der kan vises op til tre forestillinger på én uge, skal der være god plads bag scenen. Vi fik forklaret hvordan det næsten automatiske sceneskift foregår og en mængde andre finesser

En pudsig ting var: Da Aida skulle opføres, skulle der bruges et par elefanter. Men kunne elevatorerne nu bruges?  Det kunne de. Der var bare den hage ved det, at elefanter drikker meget vand og skal også af med det igen. Sæt nu det skete i en elevator, så kunne det gå ud over de elektriske installationer. Idéen med rigtige dyr blev droppet og man fandt en anden løsning.   

En morsom ting til. Der må ikke fløjtes i huset. I gamle dage brugte man søfolk til scene-arbejdet. Da disse var vant til, at en fløjten var tegn på, at sejlene gik op, skulle de smide alt hvad de havde i hænderne for beskytte sig selv og passe på tværbommene. Hvis det skete, at én fløjtede under arbejdet bag scenen, kunne man helt sikkert regne med, at disse søens folk smed hvad de havde og krøb i skjul. Dette skete uanset, om det var midt i en forestilling eller ej. Nu om stunder benytter man uddannet personale.   

Sådan kunne Line blive med at fortælle historier, men hun havde bestemt også en stor viden om selve den enorme bygning. Den er 48 meter høj og der opføres både operaer og balletter. At det har været et dyrt projekt hersker der ikke tvivl om. Tilbuddet lød på 1,9 mia. kr., men som visse andre store bygningsværker, steg prisen, så den til sidst var oppe på 2,5 mia. kr. Der er så heller ikke sparet på noget. F.eks. kostede en enkelt Svanestol 27000 kr., fordi der skulle en speciel polstring på. Der er brugt siciliansk marmor flere steder, lamperne i foyeren består af 1360 krystalstykker hver. Der er virkelig noget at pudse. Dem fik vi ikke prisen på, men de er så store, at man var nødt til at skære hul i stålkonstruktionen for at få dem indendørs. Teatersalen, af arkitekten kaldet - ”Det glødende Hjerte” – består på ydersiden af 638 ahornplader, der er bejdset af flere omgange og for at give træet den smukke silkeagtige overflade, har de fået fem gange violinlak. Soklen som teatersalen hviler på er udført af de kendte kunstnere: Per Kirkeby og Per Arnoldi. Vores alle sammens handyman Erik Peitersen har stået for malingen af soklen. Den er malet i en flot grøn farve, iblandet øl. Det er hverken Grøn Tuborg eller Skibsøl, som nogle foreslog, men en helt almindelig Harbo. Da der ikke måtte nydes alkoholiske drikke under byggeriet, var man meget spændt på, om Hr. Peitersen virkelig skulle bruge det til malingen eller til indvortes brug.  

Efter ca. 90 minutters rundvisning, var vi nødt til at stoppe Line, da vil skulle videre til Restaurant s/k Lynetten og spise middag. Her fik vi serveret en dejlig oksesteg med kartofler, dagens grønt og rødvinssauce efterfulgt af kaffe. Vi hyggede os som sædvanlig, og de sidste brød først op ved 21 tiden.

 

Lonnie