Verdens bedste pilgrimsrute

  

20. februar var små 50 medlemmer og ledsagere mødt op på Mediehøjskolen for at høre om og se billeder fra Per Køhns ”pilgrimsfærd” på den spanske "Camino".

Da Per i 2010 holdt kaminpassiar om sit liv og sin karriere, var han iklædt det tøj, som han skulle rejse i dagen efter, hvor han skulle flyve til Paris og derfra videre til Spanien for at trave den mere end 800 km. lange tur til Santiago De Compostela eller på dansk Skt. Jakobs by, fordi apostelen Jakob siges at ligge begravet her. Dette var allerede en naturlig optakt til hans næste kaminpassiar, for vi var spændte på, om han gennemførte ruten, der lød til at være ret strabadserende.

Det kunne han, men han havde også gåtrænet ca. 400 km. forinden. Vi hørte dog ikke om hvor lang tid han brugte på dem. Per havde afsat 28 dage til turen, så han var nødt til at gå ca. 30 km. pr. dag. Han har haft en gennemsnitfart af ca. 5 km. i timen. Det er godt gået! Hans oppakning var i starten ca. 11-12 kg., men efterhånden måtte han smide nogle bøger væk for at mindske vægten.

Ved indskrivningsstedet købte han sit ”turpas”, som kunne blive stemplet ved div. tjekpoints på turen og så var det med at komme af sted. Per foretrak at gå turen alene, så han selv kunne bestemme hastigheden og hvornår han ville gå. Én gang bestemte han dog ikke selv. Det var da han var gået forkert p.g.a. noget vejarbejde og måtte gå ad en anden vej end den der var markeret, enten med de muslingeskaller eller gule pile, der viste at man var på rette spor. Det er surt, at gå otte km. inden man opdager det og skal de samme otte km. tilbage. Det var jo en halv dagsrejse.

Efter at have set skønne billeder og hørt Pers fortælling om verdens ældste pilgrimsrute, der ligger under mælkevejen, om hvordan man kan fordybe sig i sine tanker og nyde freden og skønheden, var vi temmelig fascineret af Pers oplevelse af turen. Denne kan tages på gåben, til hest, cykel eller i bil. Der var dog nogle knudrede og meget stejle stier, som ikke var særlig velegnede til at ride eller køre på, og på herbergerne, hvor man kunne overnatte og spise morgenmad, var det de gående der kom i første række til en seng.

Herbergerne så pæne og rene ud og man kan købe ”pilgrimsmenuer” til en rimelig pris, men man kan godt blive angrebet af væggelus, så det var primært hoteller Per valgte og de var ikke meget dyrere end herbergerne. Per har vist lært at vaske tøj, for det gjorde han næsten hver aften, for ikke at have for meget tøj at slæbe på. Selv om man går ruten alene, kan man sagtens få selskab undervejs. Per kom i snak med folk af flere nationaliteter og aldre bl.a. et ægtepar på hhv. 73 og 76 år, så fulgtes han lidt med dem. De skiltes og kunne så mødes tilfældigt et andet sted.

Efter mange oplevelser rigere kom Per endelig til det sidste herberg ca. 6 km. før Santiago de Compostela. Her var over 800 sove-pladser og mange foretrak at overnatte her, og gå de sidste km. den næste dag, så de kunne komme rene og udhvilede til katedralen og se nogle gamle knogler, der siges at være Skt. Jakobs. Da det hele var overstået ventede Per i kø i ca. 90 min. for at komme ind på tjek ud stedet og få sit bevis for, at han har gennemført turen.

Efter denne spændende og interessante gennemgang af Caminoen, var der mad ved siden af, hos Finn Hurtigkarl, der næsten havde overgået sig selv.

På bordene var der linet tallerkener op med flere forskellige lækre spanske tapas. Da vi havde siddet en tid og nydt dem, kom buffeten frem. Perlehøne med bl.a. smørristede kartofler og en skøn salat og paella. Rigtig spansk mad, der matchede vores spanske aften.

Igen havde vi en virkelig dejlig aften med en masse glade medlemmer og ledsagere.

LL